Hvor tit hører man ikke lige folk brokke sig over, at livet er hårdt. De har en masse udfordringer på arbejdet, det er svært at holde kæresten glad, og så videre og så videre. Det er brok på brok, og det er aldrig noget der ændrer sig. Hvordan kan man være så frustreret og træt af noget, og så ikke gøre noget ved det? Alting kan blive let, men lethed er noget man gør sig fortjent til!
Hvis ens arbejde er hårdt, så må man tage et skridt tilbage og se på, hvad det er der gør det svært. Er det fordi der er nogle ting, man ikke ved? Super! Så læs op på den viden du mangler, og bum, nu er det problem løst. Er det fordi du har forfærdelige kolleger? Super! Så find en måde at give dine kolleger feedback på, så de kan stoppe med den negative opførsel. Eller find dig et andet job. Hvis du ikke er villig til at mande dig op eller finde et andet arbejde, jamen så hold op med at brokke dig: du har mulighed for at lave om på tingene, men du har valgt ikke at gøre det.
Jeg er skam heller ikke perfekt. Jeg fanger tit mig selv i, at brokke mig over noget. Men det vigtige er, at jeg fanger mig selv i det: jeg lægger mærke til, hvad det er jeg ikke er tilfreds med. Så kigger jeg efter løsninger. Du vil derfor sjældent høre mig brokke mig over det samme flere gange: for jeg finder typisk en løsning. For nyligt var jeg faktisk godt og grundigt træt af, at taget ude i min have var utæt. Det dryppede ned på havebordet, og det var utroligt irriterende for mig, for jeg sidder altid derude og drikker min morgenkaffe. Det er fuldstændigt ligegyldigt om det er sommer eller vinder, om det regner eller er tørt: jeg sidder der, og drikker min kaffe, og jeg elsker det ritual. Så når taget er utæt, og det drypper ned på bordet når det regner, så er det virkelig noget der går mig på. Jeg brokkede mig over det til min kone, og hun grinede lidt for hende selv: for hun ved hvordan jeg virker. Hun vidste, at jeg lige havde hørt mit eget brok, og nu var begyndt at lede efter en løsning.
Og det var nøjagtigt hvad der skete. Jeg tog hen i Stark Tømmerhandel og fandt de materialer jeg skulle bruge. Samme dag var jeg oppe på taget, og i gang med at løse problemet. Den næste dag sad jeg ved mit havebord, i øsende regnvejr, og nød min morgenkaffe: problemet var løst, og der var ikke længere noget at brokke sig over.
