Vi lever allesammen forskellige liv, og har typisk forskellige spilleregler. For mig, har mit fokus, mine værdier og de regler, jeg spiller livets spil efter, ændret sig utroligt meget igennem årene. Her er min historie, som måske kan inspirere dig, eller give dig en større forståelse for hvad dit eget teenage barn går igennem.
Før jeg ramte teenage alderen, var jeg et utroligt velopdragent og lettere naivt barn. Jeg var sikker på, at mor og far altid havde ret, og ikke kunne lave fejl. Hvis de skældte mig ud, så fik jeg tårer i øjnene, og var vildt ked af, at have gjort noget forkert. Hvis de roste mig, så var det den bedste dag nogensinde, og jeg kunne leve højt på det i flere uger.
Men den slags illusioner om perfekte forældre kan ikke vare ved for evigt. Da jeg blev 13 år, begyndte der at komme skrammer i lakken. Jeg blev pludseligt opmærksom på, at mine forældre ikke vidste alting, og at det nogle gange førte til ting der ikke var fair. Da min yngre bror på et tidspunkt ødelagte et spejl ude på vores badeværelse, troede de gamle af en eller anden grund, at det var mig der havde gjort det. De var overbeviste om det, og jeg kunne ikke få ordene ud, der måske kunne ændre deres mening. Jeg var alt for overvældet over, at de overhovedet kunne være forkert på den. Jeg var fyldt med vrede, forvirring og skuffelse. Det satte gang i mit liv som en ung rebel.
Nu skulle det være slut, tænkte jeg. De gamle havde ingen anelse om hvad der foregik, og jeg kunne ikke regne med dem som ufejlbarlige længere. Det betød til gengæld, at jeg også kunne slippe afsted med en masse ting, jeg aldrig havde turde overveje før: løgnehistorier og ?forbudte? ting. Det gik lige pludseligt meget stærkt, og mine forældre anede ikke hvad de skulle stille op med mig. Nogle gange var jeg led, bare for at bekræfte over for mig selv, at det var mig der havde magten. Jeg får det dårligt, når jeg tænker på alle de gange, jeg har fået min egen mor til at græde.
Heldigvis fik jeg øjnene op for, hvad det vil sige at være et godt menneske, da jeg blev gammel nok til at komme på Vandel Efterskole. Pludseligt var jeg omgivet af andre unge mennesker ? nogle der havde været igennem samme udvikling som jeg selv, og andre, der var nået frem til andre konklusioner. Der var desuden også andre voksne mennesker på efterskolen, som jeg ikke havde dannet nogle illusioner omkring i min barndom: og som ikke havde nogle følelser i klemme, hvis jeg skulle sættes på plads. Kombinér de mennesker med en stor oplevelse, som at flytte hjemmefra og skulle klare sig selv, og så har du en god opskrift på at forbedre et menneskes forståelse af livet og ens rolle i det.